top

 

 

belave

Tvangsneurose: piller eller terapi

I forhold til de meget udbredte angst- og depressionslidelser udgør de såkaldte tvangsneuroser et mindre hyppigt problem, idet det gennemsnitligt kun er én ud af 50 personer, der i løbet af tilværelsen løber ind i en tvangsneurose. En tvangsneurose karakteriseres især af to typer af symptomer, nemlig tvangstanker og tvangshandlinger. En tvangstanke er en tanke, som ofte mange gange om dagen kværner igennem hovedet på sit offer, selv om vedkommende gør alt, hvad han kan gøre for at blive fri for disse ofte meget ubehagelige tanker. En tvangshandling er tilsvarende en handling, som man føler sig ”tvunget” til at gentage igen og igen, selv om man selv føler, at det er helt urimeligt. Hvis man forsøger at standse disse tvangshandlinger, bliver man ofte grebet af en pinefuld angst, som kun forsvinder, hvis man gentager tvangshandlingen, som fx kan være at vaske hænder i det uendelige, fordi man føler sig beskidt – selv efter den 25. håndvask! Blandt fagfolk taler man i øvrigt ikke længere om tvangsneuroser, simpelt hen fordi man har vedtaget at afskaffe neurosebegrebet, som efterhånden blev brugt i så mange og uklare betydninger, at det skaber mere forvirring end klarhed blandt fagfolk. I stedet for tvangsneuroser taler man efterhånden også på dansk om det amerikanske begreb ”obsessive compulsive disorder” forkortet OCD. Men betydningen af OCD er stort set den samme som betydningen af det ældre begreb tvangsneurose, idet det engelske ord obsessions (ofte fordansket til ”obsessioner”) betyder tvangstanker og compulsions (fordansket til kompulsioner) betyder tvangshandlinger, mens disorder betyder forstyrrelse eller lidelse. OCD betyder altså en psykisk forstyrrelse eller lidelse, der karakteriseres ved tvangstanker (obsessioner), og tvangshandlinger (kompulsioner). Selv om det er relativt få voksne (ca. 2%) der udvikler en OCD, er det for disse mennesker ofte en så pinefuld og forstyrrende lidelse, at det kan betragtes som lige så ”behandlingstrængende” som en svær depression. Og ligesom ved depressioner har man i dag to forskellige svar på dette behandlingsproblem: piller og terapi. Hvad terapi angår, har man tidligere især arbejdet med psykoanalytisk terapi ud fra Freuds noget spekulative teorier, idet mange af Freuds egne patienter overvejende led af det, man i vore dage vil kalde OCD. Men i løbet af 1970’erne og 80’erne viste en række undersøgelser, at psykoanalytisk terapi hverken var særlig effektiv ved depression eller ved OCD; til gengæld er der inden for kognitiv adfærdsterapi udviklet en tilsyneladende ganske effektiv metode til at afhjælpe specielt OCD.

Metoden går meget kort fortalt ud på at konfrontere patienten med det, han eller hun frygter mest – både i tanke og i den ydre verden – samtidig med at man forhindrer de tvangshandlinger, som patienten ellers bruger til at beskytte sig mod angsten. Det kan lyde lidt hårdt, og det er bestemt heller ikke nogen særlig ”behagelig” form for psykoterapi; til gengæld er den som nævnt mere effektiv end nogen anden form for psykologisk behandling, og det vigtigste er dog, at patienterne bliver fri for deres lidelser og derefter kan leve livet uden psykiske handicap. Men det ser nu ud til, at man også kan behandle OCD med visse former for medicin, der ellers bruges til depressionsbehandling, og som af fagfolk kaldes SSRI-medicin, fordi de specifikt sørger for at serotonin (et signalstof i hjernen) bliver forhindret i at blive genoptaget efter at være udløst, således at det virker længere mellem nervecellerne i hjernen og derved formodentlig bidrager til at dæmpe følelsesmæssig pine. Det er de samme piller, der noget misvisende kaldes lykkepiller; at dette er en misvisende betegnelse, fremgår af nye undersøgelser, der viser, at almindelige mennesker, der tager lykkepiller, ikke alene får dæmpet deres negative, men også deres positive følelser. Almindelige mennesker bliver altså ikke mere, men mindre lykkelige af ’lykkepiller’. Nu har et amerikansk forskerhold fra tre forskellige universitetsklinikker med stor erfaring i OCD-behandling slået sig sammen for at undersøge, hvad der er bedst: piller eller terapi? Ved den ene klinik foretrak man i forvejen piller, ved den anden klinik foretrak man terapi, mens man ved den tredje klinik arbejdede nogenlunde lige meget med begge metoder. Men under forsøgsperioden blev medarbejderne ved de tre klinikker instrueret i at behandle enten med piller eller med terapi, og patienterne blev fordelt til de to behandlingsmetoder ved hjælp af lodtrækning. Pillegruppen blev desuden inddelt i to grupper, der fik henholdsvis rigtig medicin og placebopiller. Endelig var der en fjerde gruppe, der fik både piller og terapi. Behandlingen i alle fire grupper løb over tolv uger, og ved afslutningen af denne behandlingsperiode så man på, hvor mange procent af dem, der havde fuldført behandlingen i hver gruppe, som var kommet sig ”væsentligt” over deres OCD. I gruppen, der blot havde placebopiller, var det kun 10 %, som havde fået det bedre, hvilket tyder på, at der kun forekommer en meget lav grad af placeboeffekt ved medicinsk behandling af OCD-lidelsen. (Ved behandling af angst og depression finder man oftere en større fremgang i grupper, der har fået placebopiller). I gruppen, der fik rigtige piller, var helbredelsesprocenten noget større, nemlig 48 %, således at man roligt kan konkludere, at de rigtige piller havde en ganske effektiv virkning langt ud over placebovirkningen. Men pillerne var dog ikke nær så effektive som den kognitive adfærdsterapi, der fremkaldte en helbredelsesprocent på hele 86 %, således at man yderligere kan konkludere, at kognitiv adfærdsterapi er klart mere effektiv end medicinsk behandling ved OCD. Herefter skulle man jo så tro, at gruppen, der fik både piller og terapi, havde fået det allerbedst. Men det var bestemt ikke tilfældet; i denne gruppe fandt man en helbredelsesprocent på ”kun” 79 %, altså lidt lavere end gruppen, der kun havde fået terapi, hvor helbredelsen som nævnt lå på 86 %. Forskellen er dog ikke så stor, at man direkte kan sige, at pillerne ”skader” virkningen af terapi, men på den anden side kan man bestemt heller ikke sige, at pillerne giver nogen yderligere hjælp ud over den hjælp, patienterne har fået af den kognitive adfærdsterapi. I denne undersøgelse var resultaterne helt de samme ved de tre forskellige universitetsklinikker, så det spillede tilsyneladende ikke nogen rolle for behandlingseffekten ved OCD, om behandlingsstedet havde særlig ekspertise i medicin eller terapi. Dette er i modsætning til resultaterne af den første undersøgelse, vi omtalte i dette nummer af Forskningsnyt, hvor man fandt, at effekten ved depressionsbehandling i høj grad afhang af, om behandlingsstedet havde særlig ekspertise i henholdsvis medicinsk eller psykologisk behandling. At terapi virker bedre end medicin på OCD, gælder i øvrigt ikke blot for voksne. En ny gennemgang af tilsvarende undersøgelser med børn viste, at også børn med OCD blev bedre hjulpet af terapi end af medicin – og for børns vedkommende er det måske særlig grund til at være på vagt over for den medicinske behandling, da man næppe kender de langsigtede virkninger af at påvirke ufærdige hjerner med stærk nervemedicin.

 

Artiklen stammer fra:
Forskningsnyt
Psykolog nyt •20• 2005; Forfatter: Thomas Nielsen